Henning W. Nielsen er død

Fhv. ledende skolepsykolog Henning W. Nielsen er død

Af Jens Bruhn, tidl. overlærer og S-kommunalbestyrelsesmedlem.

Ofte havde jeg oplevet skolepsykolog Henning W. Nielsen, når han som en engageret og analytisk psykolog kom på min skole for her at hjælpe børn, som var i klemme. Altid lyttende og på barnets side. Han virkede på mig som en tænksom og tillidsvækkende person, man trygt kunne læne sit hoved op af, når man kom i tvivl.

Derfor blev jeg glad, da jeg pludseligt også mødte ham i en anden sammenhæng, nemlig i Socialdemokratiet i Søllerød. Partiet havde nemlig i 1992 inviteret partifæller fra de tre baltiske lande på et uge langt besøg, hvor vi ville vise balterne, hvordan vi her til lands forvaltede vores demokratiske rettigheder og pligter. Henning og hans kone Lone Gregersen havde påtaget sig store dele af arbejdet for at få gennemført dette demokratiskabende arbejde – og det gjorde de bare med bravur.

Efter denne oplevelse, mødtes Henning og jeg med jævne mellemrum, hvor vi fik lejlighed til mange kommunal- og socialpolitiske samtaler. Det var ved en sådan sammenkomst, at Henning fortalte fordomsfrit om sin svære opvækst på Vesterbro. Vi blev hurtigt enige om, at vi to i fællesskab skulle på en tur i Hennings barndomsland.

Det gjorde vi i regnvejr og startede på Marie Kirkeplads, hvor Hennings hjælpeklasse havde haft til huse. ”Ja, jeg havde altid mellemørebetændelse, fordi vores boligforhold var dårlige, og jeg blev derfor sendt på svagbørnskoloni. Da jeg kom tilbage, havde min mor været så heldig, at den lokale præst havde tilbudt hende en bedre bolig men på betingelse af, at min mor sendte sine børn i søndagsskole.

Vi besøgte nogle af de baggårde, hvor Henning havde boet og leget under sin opvækst – nu fint renoverede. ”Du kan ikke forstille dig dunsten her af retirader, lokummer, kålluft og vasketøj – altså stanken af rigtig fattigdom.   Her lå så købmanden, hvor vi købte på klods, ja og her lå min fars værtshus ”Hesteskoen……”

Da vi godt gennemblødte satte os ned i ”Tove Ditlevsens Mindehave” med tre håndmadder, fortalte Henning videre: ”Så blev jeg soldat, og militærtjenesten åbnede mine øjne for de muligheder som en ung sergent kunne benytte sig af. Jeg ville være lærer, så derfor gik jeg til optagelsesprøver i 14 fag som privatist. Efter fire år på seminariet kom jeg til Ny Holte Skole som lærer, hvor jeg samtidig med arbejdet gik på studenterkursus, da jeg havde besluttet mig for at læse psykologi. Ja, så blev jeg cand. psych., og så kender du resten af historien”.

”Og, Jens, tænk engang uden et stærkt socialdemokrati havde jeg og andre ligestillede aldrig fået de muligheder, som vort parti åbnede for os med lige og fri adgang til uddannelsesuniverset for alle. Jeg er socialdemokratiet dybt taknemlig”.

I en periode arbejdede vi sammen i Mandrup Philipsens legats bestyrelse, hvor Henning virkede i 37 år bl.a. som formand. Vi fik heldigvis færdiggjort manuskriptet til bogen ”Mandrup Philipsen og Strandridergården” inden Henning tabte pusten.

Det sidste jeg oplevede sammen med Henning var, da jeg sad ved hans seng for 14 dage siden, hvor han udbrød:  ”Alt i alt er det sådan, at jeg skal dø inden for den nærmeste fremtid. Jeg er meget træt, men ellers er jeg ved godt mod og optaget af at få afsluttet på en god måde”.

Henning stak aldrig noget under stolen, en stor menneskelig kvalitet.

Henning W. Nielsen døde den   23. 4., 86 år gammel.

Det er noget af en kæmpe, vi her må tage afsked med, og derfor vil savnet blive stort.

Ære være Hennings minde.

24.4.2022